Plantefarvning

Plantefarvning
Farver spiller en stor rolle i menneskers hverdag, og det har det højst sandsynligt også gjort i vores forfædres tid.
Indtil slutningen af 1850erne havde man kun mulighed for at udvinde farverne fra planter, rødder og forskellige smådyr.
Det har været muligt at studere ældgammelt tøj og finde ud af, hvordan det har været farvet.
Når man farver med planter, må man skelne mellem den professionelle farver og landbokvinden, der farvede til hjemmebrug.

Landbokvinden hentede sine planter/urter i sit nærområde og har nok i mindre omfang købt ind hos kramboden, der også havde et udvalg af importerede farver.
Når hun farvede blåt foregik det i en lødpotte (lerkrukke) med gæret urin. Denne havde sin plads i en lun krog ved skorstenen. Hvordan der har lugtet, kan man tænke sig til!

Den professionelle farver gik ikke selv ud og samlede planter, men købte ind hos farvefirmaer og storkøbmænd, der havde skibe på langfart. Han kunne også købe fra bønder, der dyrkede krap (Rubiatinctoria) eller vau (Reseda luteola) til farvebrug. Farveren skulle kunne levere klare farver som både kunne tåle vask og sollys. Uden for farvergården hang et flag enten i sort eller mørkeblåt. Dette fortalte kunderne, om farveren beherskede den sværeste farve, nemlig blåt, som også skulle bruges til at farve sort.

De gamle farvere har stået som en slags alkymister. Deres brug af kemikalier har været stort og har omfattet bl.a. arsenik og spansk grønt. I dag anvender vi naturligvis de gamle recepter i det omfang det er muligt, men med tiden er vi blevet mere miljøbevidste og kemikalier som fx. krom, tin, kobber, spansk grønt m.m. bliver ikke længere anvendt. Dette betyder dog, at der er enkelte farvenuancer, vi ikke kan fremstille.

Når man i dag taler om plantefarvning, vil nogle nok mindes Esther Nielsen. Først i 60’erne udgav hun det første hæfte om plantefarvning, og det er siden blevet til seks bøger om emnet. Op til 1990 holdt Esther Nielsen kurser om emnet, og hun har fungeret som et levende opslagsværk indtil sin død i 2004.

Share Button
Plantefarvernes hjemmeside er konstrueret af www.websitecare.dk