Indmelding af dit håndværk

af Britt Myrup den 9. juli 2024

Så har de fleste medlemmer fået registreret deres håndværk og produkter.  Tusind tak for det!

Besvarelserne har været lidt forskellige, og det bærer da også præg af at nogle plantefarvere er lidt bredere end andre i, hvad de ønsker at sælge på vores markeder.

Næste skridt er at bestyrelsen ved det kommende bestyrelsesmøde ser nærmere på, hvordan de forskellige håndværk fordeler sig indenfor forskellige kategorier, og vurderer hvilke håndværk, der kunne supplere foreningen. Dette vil være vigtigt at vide inden næste optagelsesrunde af nye medlemmer. For dem af jer, som har indmeldt mange forskellige produkter og/eller materialer, der må I meget gerne tænke over, hvordan I sikrer sammenhængende og indbydende stande. Hvad binder jeres produkter sammen? Er det materialet? Håndværket? Eller måske et tema i gerne vil vise? Er man i tvivl eller mangler inspiration, så spørg gerne en kollega eller bestyrelsen, hvad der skal til for at netop jeres stand præsenterer produkterne smukkest muligt. En god oplevelse øger salget, og får gæsterne til at komme igen en anden gang. Vores gæster kan desuden ved positive fortællinger fungere som ambassadører for vores markeder. Foreningens markeder er kendt for den høje standard, både med hensyn til udstilling af varer og til kvaliteten af produkterne. Hjælp både hinanden og nye medlemmer med at fastholde det høje kvalitetsniveau.

Hvis man som nuværende medlem har fået nye interesser og gerne vil arbejde med nye materialer og teknikker vil bestyrelsen opfordre til, at man lige kontakter os og hører om det er en god idé, at tage det med på de fremtidige markeder. Bestyrelsen vil gerne sikre, at alle medlemmer har lige mulighed for at vise og sælge deres håndværk produkter og at vi ikke pludselig får markeder med en skæv fordeling af håndværk. Med jeres indmelding af jeres nuværende håndværk, får vi et fint overblik over hvad foreningen pt. har at byde på.

På bestyrelsens vegne,
Britt og Malene.

Share Button

Forrige indlæg:

Næste indlæg:

Plantefarvernes hjemmeside er konstrueret af www.websitecare.dk